Johan og Laila er ressourcepersoner på Firkløverskolen i Vejle Kommune. De har taget kassen med dataanalyseværktøjer, som alle skoler har fået udleveret, under kærlig behandling. Ud af det er kommet en farverig og inspirerende værktøjskasse til alle teams på deres skole.

Fra første afprøvning til udviklingside´
Johan Sørensen fortæller: ”Vi har først selv i vores egne teams forsøgt os med nogle af de værktøjer, der var i kassen, da vi fik den udleveret. Ud over det er det kommet nogle værktøjer til undeervejs. Vi fandt så ud af, at vi gerne ville udvikle en række værktøjer, som skulle ud til alle teams på skolen. Indtil videre har vi lavet en prototype af indholdet til den nye kasse, men vi vil gerne hurtigt have lavet kasser til alle teams på skolen. Så vil vores ledelse nemlig gerne, at det ligesom bliver teamets personlige kasse, hvor der er en række værktøjer i fra starten, men hvor de enkelte teams kan tilføje deres egne værktøjer.

Værktøjer blev forfinet
Efter feedback fra deres egne teams, der har haft datacirklen i brug, har Johan og Laila udviklet forskellige andre designs. Blandt andet en stjernemodel, hvor hver spids foldes ind mod midten, når den pågældende fase i datacirklen er klaret. ”Vi har været igennem en destillering, for vi gik jo egentlig bare i gang, men undervejs har vi forfinet materialerne fx i sprogbrug. Vi har som eksempel skiftet fra at tale om at observere data til at analysere data,”

Kassens indhold

I den nyudviklede værktøjskasse kan man blandt andet finde databruttolisten, forskellige dataanalysecirkler, De Bonos 6 hatte, mødeevalueringskort formet som frugtdessert, bananskræller og to gratis konsulenter.
”Nogen af tingene er egentlig tænkt på samme måde, som i den oprindelige dataværktøjskasse, men når man bliver optaget af noget og nørder lidt ned i det, så er vores forståelse i hvert fald steget markant. Det er jo sådan en syntese – for at kunne udvikle noget er man nødt til at have den dybe forståelse,” forklarer Laila Jepsen. 

Retning på arbejdet med PLF
I gruppen af ledere og ressourcepersoner har arbejdet med at udvikle værktøjskassen skabt retning. ”Vi var egentlig sådan lidt famlende i forhold til, hvordan vi skulle arbejde med projektet, men på et møde blev vi enige om, at Laila og jeg skulle prøve kræfter med en videreudvikling af kassen. Da vi kom tilbage med resultatet syntes resten af gruppen, at det var fedt, og at det her det kunne komme ud i alle teams og leve,” fortæller Johan. ”I fællesskab i gruppen har vi så forfinet og omformuleret, så vi har fået bedre redskaber ud af det.”

Præsentation af kassen for skolens teams
Snart bliver værktøjskassens indhold præsenteret på et møde med hele skolens pædagogiske personale. Det sker dels med en præsentationsvideo,  men også ved at kollegerne skal prøve nogle af værktøjerne af på en datacase. ”Meningen er, at kollegerne skal have set videoen før mødet, som en slags flipped classroom”, forklarer Laila og fortsætter: ”Vi håber vores kolleger tager godt imod værktøjskasserne og vil tage dem i brug i deres teams og fortsætte videreudviklingen af indholdet.”

Johan og Laila hjælper gerne andre i gang, som ønsker at udvikle deres egen udgave af værktøjskassen til PLF-møderne.